Butoh-dans er en unik og fængslende form for moderne dans, der opstod i Japan. Det er karakteriseret ved dets langsomme, kontrollerede bevægelser, udtryksfulde gestus og dybe forbindelse til indre følelser. For fuldt ud at forstå de principper og filosofier, der ligger til grund for Butoh-dans, er det vigtigt at dykke ned i dens historie, kulturelle betydning og grundlæggende begreber.
Butoh-dansens historie og udvikling
Butoh-dans opstod i efterkrigstidens Japan i slutningen af 1950'erne, som en reaktion på det socio-politiske klima og kulturelle skift i den æra. Påvirket af en række kunstneriske, filosofiske og historiske faktorer blev Butoh udviklet som en modkulturel kunstform, der brød væk fra traditionel japansk dans og omfavnede avantgarde, eksperimentelle teknikker. Dens grundlæggere, Tatsumi Hijikata og Kazuo Ohno, søgte at skabe en danseform, der legemliggjorde den rå, primære essens af menneskelig eksistens gennem ukonventionel bevægelse og udtryk.
Filosofisk grundlag for Butoh-dans
Butoh-dans er dybt forankret i filosofiske principper, der understreger udforskningen af underbevidstheden, sammenstillingen af modsætninger og samspillet mellem mørke og lys. Den henter inspiration fra eksistentialistisk filosofi, zenbuddhisme og en række esoteriske og mystiske traditioner. De centrale principper i Butoh-filosofien kredser om accepten af forgængelighed, omfavnelsen af sårbarhed og søgen efter autenticitet og selvopdagelse.
Nøgleprincipper for Butoh-dans
Udøvelsen af Butoh-dans er styret af adskillige nøgleprincipper, der informerer om dens koreografi, bevægelsesordforråd og kunstneriske udtryk. Disse omfatter:
- Sankai Juku : Begrebet Sankai Juku, eller