Ballet, en meget teknisk form for dans med en rig historie, har sin oprindelse i de italienske renæssancebaner i det 15. og det tidlige 16. århundrede. Den udviklede sig senere til en kodificeret kunstform i Frankrig, der lagde grundlaget for den ballet, vi kender i dag, og påvirkede dansehistorien betydeligt.
Den italienske renæssance og hofunderholdning
Udtrykket 'ballet' er afledt af det italienske ord 'ballare', som betyder 'at danse'. Ballet opstod som en form for underholdning i den italienske renæssances overdådige hofskuespil, især ved domstolene hos Medici-familien i Firenze og Este-familien i Ferrara. Disse tidlige balletter blev ofte designet til sociale og politiske begivenheder, der kombinerede musik, dans og kunstfærdige kostumer for at underholde adelen.
De italienske balletter var kendetegnet ved deres brug af indviklede hofdanse og processioner, samt inkorporering af akrobatik og pantomime. Disse tidlige forestillinger lagde grunden til udviklingen af balletten som en særskilt kunstform.
Indflydelsen af Catherine de' Medici
Da Catherine de' Medici fra Italien giftede sig med Henrik II af Frankrig i 1533, bragte hun italienske danseformer og skikke til det franske hof og introducerede dermed ballet til den franske høviske kultur. Catherine de' Medicis protektion og indflydelse var medvirkende til populariseringen af ballet i Frankrig, hvor den gennemgik betydelig udvikling og formalisering.
I Frankrig var balletten fortsat tæt knyttet til aristokratiet og hoflivet. Under Ludvig XIVs regeringstid, som selv var en ivrig danser, blev ballet en væsentlig del af hofunderholdning og et middel til at vise magt og rigdom. Ludvig XIV etablerede Académie Royale de Danse i 1661, som lagde grunden til den formelle kodificering af balletteknik og træning.
Udviklingen af balletteknik og form
I løbet af det 17. århundrede begyndte ballet som kunstform at udvikle sig, med udviklingen af specifikke teknikker, såsom de fem grundlæggende fodpositioner og benene. Koreografer som Jean-Baptiste Lully og Pierre Beauchamp spillede afgørende roller i standardiseringen af ballettens ordforråd og form og kodificerede dens bevægelser og positioner.
I det 18. århundrede var ballet blevet en fuldgyldig teatralsk kunstform, adskilt fra hofspektakler. Det vandt popularitet uden for de kongelige domstoles grænser, med offentlige teatre og professionelle balletkompagnier, der dukkede op i Frankrig og i hele Europa.
Den romantiske æra og videre
Den romantiske æra i det 19. århundrede bragte betydelige ændringer til balletten, hvor vægten skiftede til historiefortælling, følelsesmæssige udtryk og æteriske, overjordiske temaer. Balletproduktioner som 'Giselle' og 'La Sylphide' indbegrebet det romantiske repertoire og markerede en afvigelse fra tidligere århundreders klassiske og høviske påvirkninger.
I løbet af det 20. århundrede udviklede balletten sig yderligere gennem den innovative koreografi af figurer som Serge Diaghilev, George Balanchine og andre, der rykkede grænserne for traditionel ballet og introducerede nye bevægelser og stilarter. Denne periode så også fremkomsten af moderne ballet som en særskilt genre, der brød væk fra den klassiske ballets formelle begrænsninger.
Den varige arv
I dag bliver ballet fortsat fejret som en grundlæggende kunstform i dansens verden, med sin oprindelse dybt forankret i domstolene i Italien og Frankrig. Dens tekniske stringens, ynde og elegance har sat et uudsletteligt præg på dansens bredere historie og fortsætter med at inspirere dansere og koreografer verden over.